Det er sjovt, hvordan de mest hverdagsagtige steder nogle gange gemmer på de største overraskelser. Et parkeringshus, for eksempel. Normalt forbinder man det med noget praktisk – et sted man stiller bilen og hurtigt haster videre fra. Men den anden dag så jeg det i et helt nyt lys.
Jeg var kørt lidt tidligere fra et møde og havde parkeret bilen i et af byens nyere P-huse. På vej op mod udgangen blev jeg nysgerrig og tog trappen op i stedet for elevatoren – bare for at se, hvad der gemte sig på taget. Og dér, øverst oppe, åbnede byen sig. Der var ro. Solen skinnede på tværs af tagene, og man kunne næsten høre sig selv tænke.
Deroppe stod et par plantekasser, nogle bænke og et lille informationsskilt. Jeg satte mig og læste. Det viste sig, at taget var en del af et byudviklingsprojekt, hvor formålet var at gøre steder som dette til små, grønne åndehuller. Et fælles initiativ mellem kommunen, et par ildsjæle og faktisk også det parkeringsselskab, der driver huset.
Jeg blev ærligt talt lidt imponeret. Det er ikke så ofte, man ser erhvervsliv og byliv mødes på den måde – men her havde man tænkt ud af boksen. Parkeringshuset fungerede stadig som det skulle, men nu havde det også fået en ekstra dimension. Et lille frirum midt i det hele. Et sted, hvor man kunne nyde sin kaffe, tage et opkald eller bare kigge ud over byen i ro og mag.
Jeg blev hængende lidt længere, end jeg havde planlagt. Sad bare der og lod tankerne flyde. Og det slog mig: Hvor mange steder i byen mon kunne få nyt liv, hvis man bare så dem med friske øjne?
Da jeg til sidst satte mig ind i bilen og kørte hjem, var det med en følelse af, at jeg havde opdaget noget særligt. Ikke fordi stedet var spektakulært – men fordi det viste, at der stadig er plads til at tænke nyt, også dér hvor vi mindst venter det.
